21. marts 2019
Mobbeofre siver ubemærket fra arbejdspladserne
Af Michael Bræmer, Ugebrevet A4


Vi fornægter problemer med mobning på arbejdspladser, fordi det er svært at tale om, og ordet giver en grim smag i munden, mener konsulent Anette Kirkeby. Det er en alvorlig fejl, for problemet har et stort, men skjult omfang, ved hun fra 20 års arbejde i psykiatrien.

VÅGN OP

Vi tager slet ikke problemet med voksenmobning alvorligt nok, og det har store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Det mener konsulent Anette Kirkeby. Hun undrer sig over reaktionen, når der med mellemrum bliver offentliggjort undersøgelser, der viser, at vi voksne ikke er et hak bedre end børnene, og at mobning er et udbredt problem på arbejdspladserne. Det skete senest i en stor undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet for en måned siden. Så er der ganske vist store overskrifter i aviserne et par dage. Men det går hurtigt i sig selv igen, og så taler vi ikke mere om det.

Deri ligger en fornægtelse af et alvorligt problem, mener Anette Kirkeby, der på baggrund af 20 års arbejde som sygeplejerske på psykiatriske behandlingsinstitutioner har et klart indtryk af, at problemet med mobning på arbejdspladserne har et langt større omfang og langt alvorligere konsekvenser, end officielle tal afspejler.

Nu er Anette Kirkeby næsten færdiguddannet psykolog og i øjeblikket ved at omskrive sit speciale til en bog om, hvordan man griber problemer med mobning an på arbejdspladsen. Samtidig har hun etableret sit eget firma, hvor hun hjælper mobbeofre tilbage på arbejdsmarkedet.

Hun efterlyser en metode i psykiatrien, hvor man i højere grad prøver at finde en forklaring på, hvorfor folk har det så dårligt, som de har. Det ville give et andet billede af problemet, mener hun.

»I psykiatrien arbejder man i for høj grad isoleret med det enkelte menneske uden at lede efter en årsag til den elendige tilstand, vedkommende er i. Jeg har ofte som sygeplejerske i psykiatrien stået over for et menneske og spurgt mig selv, hvad der egentlig er sket, og hvorfor den person tilsyneladende uden grund har forladt ikke bare en arbejdsplads, men er droppet helt ud af arbejdsmarkedet,« siger Anette Kirkeby.

Hun mener, at den manglende fokus på årsagssammenhængen ikke alene er med til at bagatellisere problemet voksenmobning. Den er også højst kritisabel ud fra en menneskelig betragtning.

»Et menneske kan være på en arbejdsplads og vælge at gå, fordi det hele er blevet for uoverkommeligt og svært. Efterfølgende kan vedkommende få en nedtur og blive indlagt et eller andet sted. På det tidspunkt er virksomheden selvfølgelig formelt ude af billedet. Men man burde kunne lave et efterspil, hvor man inddrager virksomheden og finder ud af, hvad der egentlig er sket og sikrer sig, at noget lignende ikke gentager sig.«

Synderen går fri

Som det er, får synderen lov til at gå fri både i første og anden omgang. For selv om offeret kommer til hægterne igen og bliver i stand til at tage til genmæle, sker det som oftest ikke.

»Når vi ikke taler om voksenmobning, er det, fordi ordet giver en grim smag i munden, også hos ofret. Vedkommende skal videre, og »mobbeoffer i tidligere virksomhed« er jo ikke ligefrem noget, nogen vil have stående i deres cv.«

Det kan være en langvarig proces at hjælpe mobbeofre på fode og gøre dem parate til at træde ind på arbejdsmarkedet igen, for nogle er blevet godt og grundigt brændt på psyken, fortæller Anette Kirkeby:

»Mange ynder jo at lave sjov med ordet mobning. Men der er absolut ikke noget at grine af. Tværtimod bliver vi nødt til at fastholde, at mobning er et alvorligt problem, og det er et problem, vi bliver nødt til at gøre noget ved.«

Anette Kirkeby mener, at bolden ligger hos lønmodtagerne og deres organisationer, og hun fremhæver en faglig organisation som HK for at gøre en indsats til efterfølgelse med en massiv og vedholdende indsats på området. Både i forhold til oplysning og gennem opfølgning af sager, hvor medlemmer er involveret.

Forandring fremmer mobning

Men hun oplever også organisationer og virksomheder, som i første omgang reagerer med irritation over at skulle præsenteres for en mobningsproblematik. Og som måske synes, det er noget upassende klynk i en situation, hvor den globale konkurrence kalder på helt andre produktive og håndfaste prioriteringer. Måske har de oven i købet en mistanke om, at det i virkeligheden handler om, at velbetalte konsulenter er ude på at malke deres kasser med kunstigt oppustede problemer.

Men så har de for det første ikke set de menneskelige konsekvenser af mobning hos de mennesker, der er kommet i klemme, siger Anette Kirkeby. For det andet har de ikke indset, at netop de arbejdsvilkår, som globaliseringen dikterer, skaber grobund for nye former for mobning eller noget, der tangerer.

»Mobning opstår let i organisationer, der er under et stort forandringspres, og det er mange virksomheder jo i disse år. Hvis det er et pres, som lederen ikke kan håndtere, så sker der let det, at lederen finder en eller anden medarbejder som offer, som han overfører sin egen usikkerhed på.«

Tidens krav om kreativitet og innovation skaber også på andre måder forhold på virksomhederne, som systematisk kan undergrave medarbejderes selvværd. Det sker, når lederen vælger at anerkende nogle medarbejdere meget for deres innovative formåen og kreative ideer, mens andre overhøres, ignoreres eller i hvert fald ikke anerkendes for deres bidrag.

»Når jeg har arbejdet med mennesker i psykiatrien, som har følt sig presset til at opsige deres stillinger og er droppet ud, så er det præcis sådan nogle ting, de oplever, at der ikke er taget hånd om i virksomheden,« siger Anette Kirkeby.

Hun vil selvfølgelig ikke afvise, at nogle medarbejdere rent faktisk er mere givende end andre, når det ikke længere drejer sig om rå produktion, men også om idérigdom og initiativ.

»Men i stedet for helt at overse en medarbejder, mens andre bliver anerkendt enormt meget, så man jo tale med vedkommende om ting, der kan gøres bedre, og hvordan det kan ske. Det er vigtigt med dialogen og vigtigt at have alle medarbejdere med på, hvad projektet handler om. Og skulle der være nogle medarbejdere, der er enormt innovative og kreative, kan de jo være en slags mentorer for dem, der ikke er det.«

Ikke mindst de virksomheder, der er udfordret af den globale konkurrence, vil handicappe sig selv, hvis de ikke hiver mobningen ud af skabet og taler åbent om den, mener Anette Kirkeby.

For når det manuelle arbejde eksporteres til Fjernøsten, og vi udelukkende skal føre os frem på kreativitet og nytænkning, så vil vi i en ikke så fjern fremtid med mangel på arbejdskraft opleve lønmodtagere, der vil være enormt kritiske over for de forhold, en virksomhed kan tilbyde, forudser hun.

»Man skal jo heller ikke være blind for, at netop de folk, som besidder de stærkt efterspurgte kvaliteter, meget vel kan have personlige egenskaber, der gør det svært for dem at gebærde sig i en organisation. Tænker man ikke den dimension med, så vil man komme til at udelukke nogle kvaliteter, som man ellers ville have gavn af i en konkurrencesituation.«

De nye typer af belastninger i arbejdsmiljøet supplerer de mere kendte former for mobning, der ofte udspiller sig i situationer, hvor personer misbruger deres positioner i hierarkier til at nedgøre og forfølge underordnede.

Anette Kirkeby kan huske overlæger, der systematisk har forfulgt og til sidst har presset sygeplejeelever til at opgive deres uddannelser lang tid, før ordet mobning var kendt fra skolegården.

Alle hytter deres

Den slags magtmisbrug foregår stadig, og den skal stoppes, siger hun. Og det kan kun ske ved at erkende mobning som et problem, som man taler åbent om og løser i fællesskab i organisationen. Har problemet først udviklet sig til noget individuelt, hvor en leder - bevidst eller ubevidst - er i færd med at nedbryde en medarbejder, er Anette Kirkebys sørgelige erfaring, at mobbe-ofre ikke skal regne med megen opbakning fra kollegerne.

Den kyniske forklaring er, at den arbejdskraftmangel, der politisk snakkes om, endnu forekommer at være en fjern fremtidsvision set fra et lønmodtagersynspunkt. Alle hytter derfor deres og vil ikke lægge sig ud med ledelsen af frygt for at miste deres job.

Men der er flere forklaringer på kollegernes tilsyneladende svigt. Hvis mobning ikke er noget, man snakker om, går mobbeofre alene med deres oplevelser og har det ofte så dårligt, at de helt har mistet overblikket over, hvad det hele handler om. Derfor har de også svært ved at forklare deres problem til kollegerne. I stedet vælger de den nemme løsning: Lige så stille at forlade arbejdspladsen.

Det er også Anette Kirkebys erfaring, at mobning har en selvforstærkende effekt ved, at ofrene begynder at tilpasse sig den adfærd, som bødlerne indbyder til for at kunne udøve deres mobning. På den måde havner man let i en situation, hvor kollegerne siger: »Ja, det er også rigtigt, den person er på den og den måde.«

»Netop derfor er det så vigtigt, at voksenmobning bliver erkendt som et problem, der kan opstå i enhver virksomhed. Noget man skal kunne tale om og tage hånd om allerede, når det er i sin vorden, så det ikke bliver et isoleret, individuelt problem,« siger Anette Kirkeby.