21. april 2019
Virksomheder slås om ledere som aldrig før
Af Peter Mose, pressechef, Ledernes Hovedorganisation




Virksomhederne herhjemme slås om at skaffe ledere nok. Lederne skifter arbejdsplads som aldrig før. Det vælter ind med ansættelseskontrakter hos Ledernes Hovedorganisation, hvor juristerne bliver bedt om at tjekke, om kontrakten er god og lukrativ nok, inden medlemmerne skriver under.

Teamchef Per Alkestrup fra Ledernes Hovedorganisation oplyser, at der i første halvår 2006 er røget 36 procent flere ansættelseskontrakter ind til juridisk gennemsyn sammenlignet med samme periode i 2005.

- Der er virkelig gang i hjulene i erhvervslivet og stor jobrotation blandt lederne. Det viser væksten i antallet af nye ansættelseskontrakter. Men samtidig er det sælgers marked, hvad angår ledere. Det er vi selvfølgelig glade over på vores medlemmers vegne. Men vi frygter, at dansk erhvervsliv risikerer at støde ind i ledermangel, og at det kan gå ud over Danmarks vækstpotentiale.

Det siger Per Alkestrup, der har det som en af sine kerneydelser at gennemgå individuelle ansættelseskontrakter for medlemmerne, når de står over for at skifte job.

De nye tal fra Ledernes Hovedorganisation kommer kort tid efter, at lederorganisationen har offentliggjort en spørgeundersøgelse, hvor hver tredje virksomhed herhjemme siger, at det er svært at skaffe nye ledere.

I alt 36 procent af danske topledere oplyser, at de det seneste år ”generelt” eller ”i en del tilfælde” har haft vanskeligheder med at rekruttere ledere. Yderligere 15 procent melder om problemer i forbindelse med ”særlige stillinger”.

Samtidig kan Ledernes Hovedorganisation melde om rekordlav ledighed blandt egne medlemmer. Arbejdsløsheden hos Lederne er den tredje laveste i hele organisationsverdenen herhjemme.

Per Alkestrup peger på, at der skal en række hovedgreb til, hvis Danmark skal være i stand til at skaffe dygtige ledere nok:


  • Topchefer skal tage sig af talentplejen. HR-funktionen er et direktionsanliggende
  • Flere nydanskere skal opmuntres til at gå ledervejen
  • Seniorerne på arbejdspladserne skal opmuntres og stimuleres til at tage nogle år ekstra på jobbet
  • Flere kvinder skal i lederjob

Per Alkestrup ser i øvrigt en række nye tendenser i de ansættelseskontrakter, der passerer hans hold af eksperter: Flere og flere ledere vil ikke arbejde længe på jobbet hver dag. De stiller krav om fleksibilitet – altså bløde værdier frem for en skyhøj gage.

- Det handler om to ting. Den urimeligt høje topskat gør, at det ikke kan betale sig at arbejde ekstra. Så hellere få nogle benefits, der giver mere tid derhjemme. Det kan være godt nok for balancen i familien. Men for Danmark er det ærgerligt, at vores skattesystem hæmmer lysten til at arbejde endnu flere timer i en tid, hvor der er brug for lederhænder som aldrig før, siger Per Alkestrup.