24. januar 2022
Mellemtilfredshed er faktisk helt normalt!
Af Sofia Manning


Men er det ok?

Hvad er det, der gør, at mange finder sig i at være mellemtilfredse i stedet for at sige: ”NU må det være nok!”?

Dette ligger mig på sinde, fordi jeg på det seneste synes, jeg er stødt mere og mere på den nagende mellemtilfredshed end normalt. Mange af mine klienter går rundt og synes, at de reelt ikke har nogen god grund til at være mellemtilfredse, men på en eller anden måde er de alligevel gået hen og blevet det. Sådan rigtig godt gammeldags med nedadvendte mundvige og undvigende blikke.

Nu er det ikke sådan, at jeg synes, det er forkert at være mellemtilfreds. Kun hvis du ikke har lyst til at være det. Og det er et valg. Til dette valg er der knyttet det svære, at mellemtilfredsheden nemt kan gå hen og blive en vane. Det betyder, at den kan blive svær at få øje på, fordi man er blevet så vant til at leve med og i den. Derfor glemmer mange, at der er tale om et valg. Mellemtilfredsheden behøver ikke være der, du kan vælge den fra, og det handler dette nyhedsbrev om.

Ud af mellemtilfredsheden Så hvis du har fået nok af at gå rundt og synge sange om, hvorfor du ikke har dit eller dat, og hvis du er træt af at være mellemtilfreds, træt af at leve i den grå zone, hvor du har stillet dig tilfreds med ting, du ikke er glad for, træt af at brokke dig over dit liv enten indvendigt eller udvendigt. Så er der kun en, der kan gøre noget ved det.

Og det er dig. For den nemmeste måde ud af mellemtilfredsheden er at tage det fulde ansvar og indse, at den eneste, der kan skabe det liv, du ønsker, er dig. Hvis du vil ”speede” rejsen ud af mellemtilfredsheden op, så hyr en coach. Det er nemlig det, coaching går ud på i sin kerne: At hjælpe dig til at få det liv, du ønsker dig. Og når du har det liv, er du ikke længere mellemtilfredshedens vold.

En god coach kan hjælpe dig med at få øje på, at du har et valg, og få dig til at tro på, at det er muligt at slippe af med mellemtilfredsheden. Det kan ske ved, at du med støtte og hjælp fra coachen tager et skridt ad gangen og bestemmer dig for, hvad du vil. Mount Everest bestiges et skridt ad gangen. Og det samme med din tilfredshed. Den skal også skabes i små bider og med stor tålmodighed.

På vej...
På vejen mod at blive mere tilfreds er det vigtigt, at du er klar over, at mellemtilfredshed er meget, meget almindeligt. Måske mere end du lige går og tror. Det er næsten som om, at mennesker der lever lykkeligt til deres dages ende, kun hører eventyrene til! Prøv for eksempel at lave følgende lille øvelse:

Nu ved jeg jo ikke, om du kender mange mennesker, der er så heldige at være tilfredse med deres liv, men når jeg laver denne øvelse med mine klienter, får mange af dem et chok. Antallet af mennesker, de kender, som er tilfredse, er overraskende lille, hvis ikke næsten lig nul, mens den mellemtilfredse gruppe er ubehagelig stor. Heldigvis, kan man så tilføje, er gruppen af meget ulykkelige som regel lille.

Men er det ikke mærkeligt, at så få mennesker kan sige:
”Ja, jeg er tilfreds og lykkelig!” Og er det ikke tankevækkende? Hvorfor er der ikke flere af os, som er tilfredse med det, vi bruger vores liv på? Det er da spild af god tid – især når man tænker på, at vi hver især kun har ét liv – som vi endda ikke engang ved hvornår slutter.

Hvorfor vente og vente?
Ofte er det sådan, at vi mennesker først får øje på, hvad der er vigtigt i livet, når vi har været udsat for ekstreme situationer. Vi mister en af vores kære, bliver alvorligt syge eller noget helt tredje, som får os derud, hvor vi ikke længere kan bunde. Sådan er det med sandheden, den ligger tit gemt i ekstremerne. Men hvorfor egentlig? Skal vi vente med at handle til, vi kommer helt derud? Kunne vi ikke vælge at gøre noget før, så vi kan spare os selv for de sorger, som de ekstreme situationer ofte er forbundet med?

Jo, det kan vi - hvis vi vil! Og derfor får jeg lyst til at dele en case fra min coachingpraksis, som jeg håber kan sætte en stor fed streg under, at vi ikke behøver vente:

Øvelse - Tænk over:

  • Hvor mange kender du, derville sige, at de er fuldt udtilfredse med deres liv?
  • Hvor mange kender du, somer mellemtilfredse?
  • Hvor mange kender du, somer rigtig ulykkelige?


Med disse ord fra et menneske, jeg holder af, håber jeg, at du er klar til at tage sagen i egen hånd og handle. Og som en af mine coaches sagde til mig engang: ”Risiker det! Det er det værd.” Sofia Manning

Vent ikke på et wake-up call! For nogle år siden havde jeg en klient, Erik, som meget pludseligt fandt ud af, at han havde en hjernesvulst. Lægerne lovede ham et halvt år, ikke mere. Der var ikke noget, de kunne gøre. Beskeden ramte Erik og hans familie hårdt. Han var egentlig begyndt i et coachingforløb hos mig, fordi han gerne ville have mere tid til familielivet og var blevet i tvivl om, hvor meget lyst han havde til at forsætte sit stressede arbejde som chef i en bank. Men sygdommen og tidsfristen på et halvt år ændrede ved alt. Tvivlen om hvad han ville med sit job forsvandt, og han følte ikke længere, at han havde brug for hjælp til at finde ud af, hvad han ville: Han ville være sammen med sine børn, tage til Norge og vandre, fortælle sin kone, at han elskede hende mere end noget andet hver dag, spise sundere, læse mere poesi, begynde at male og leve sit liv fuldt ud. Arbejdet og stressen kunne ryge og rejse, som han sagde. Det kunne vente. Men det kunne alle de andre ting ikke!

Det forunderlige er, at Erik lever endnu. Vi taler stadig sammen ind imellem, og hver gang siger han til mig: ”Sofia, fortæl dem, at de ikke skal vente! De skal ikke vente, til de får et wakeup call. Sig, at de skal gøre noget NU. Vi dør jo af livet – og det kan nemt ske, mens vi er ved at prøve at tage os sammen til at handle. Og så er det for sent.”

Læs mere om Sofia Manning på www.sofiamanning.com