18. maj 2026
Klæder skaber folk
Af .


Med dit tøj signalerer du til dine omgivelser, hvem du er.

Mange virksomheder investerer ganske mange penge i at signalere et godt image. Det er alt fra møbler, kunst, indretning, website, brevpapir og meget mere.

Men mange glemmer medarbejderne og deres påklædning, som i høj grad er en del af virksomhedens ansigt og image udadtil. Derfor kan virksomheder med stor succes, sætte fokus på hvilke signaler der sendes med de ansattes påklædning og fremtoning.

Kunder og samarbejdspartnere trækker ofte paralleller mellem den måde, medarbejdere ser ud på og virksomhedens image.

Tøjkodeks
Tøj er en del af den måde, vi kommunikerer på. Derfor er der på nogle arbejdspladser ligefrem indført et tøjkodeks, som underbygger det image den enkelte virksomhed ønsker at signalere til omverdenen.

I andre firmaer findes der et uudtalt tøjkodeks. Her er det er ofte op til den enkelte medarbejder selv at afkode sine kollegaer for se, hvordan man skal klæde sig, hvilket kan ende med absolut ingen ”dresscode”.

Så selvom det kan virke meget konservativt at indføre retningslinier for påklædning, kan det nogle gange være en fordel set fra medarbejdernes side, at de har noget at rette sig efter.

Tøjet gør forskel
Nogle vil påstå, at de er ligeglade med, hvad andre tænker om deres tøj, og tøjet bare er en fysisk skal. Men hvis man bryder et tøjkodeks på ens arbejde kan det betyde ”udstødelse” og manglende optagelse af fællesskabet.

Omvendt er belønningen for at tilpasse sig kontorets tøjstil stor. Man falder visuelt ind i mængden, og det hjælper ikke bare kollegerne til at acceptere dig. Du vil også selv opfatte dig som en del af fællesskabet og dermed få lettere ved at falde til.

Tøj bør afspejle firma image
I en nylig undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation, viser der sig et klart billede af, at lederne er yderst bevidste om deres påklædning, så tøjet kan understøtte kommunikation fra leder til medarbejder.

8 ud af 10 adspurgte ledere mener selv, at deres påklædning understøtter deres budskaber. Kun 13 % vurderer, at deres påklædning ikke hænger godt sammen med de ledelsesmæssige budskaber.

Ledelsesrådgiver Niels Henriksen fra Ledernes Hovedorganisation udtaler om undersøgelsen: ”Lige som i mange andre sammenhænge, er lederen også når det gælder påklædning rollemodel for medarbejderne.

Derudover er mange ledere tillige virksomhedens ansigt udadtil. Derfor bør det tøj, lederen tager på, afspejle respekt for virksomhed, kolleger og kunder.”